Øster Skadhede

Øster Skadhede i Bøvling er en slægtsgård gennem mindst 11 generationer fra 1595 til 2012.

Bogen 'Skadhedeslægten og Bøvling' fortæller mere om både gården, 1864, Indre Mission og Grundtvig.

Bøvling sogn, militært passabilitetskort

Bøvling sogn, militært passabilitetskort

Foredrag om bogen 'Skadhedeslægten og Bøvling'

Billederne til fordraget er markeret i <> og står på fanebladet Billeder... samt nedenfor.

Tak fordi jeg måtte komme for at fortælle om Øster Skadhede og Bøvling.

 <1. Købmand Jørgensens butik>

Kender I Klit-Per? Han var hovedperson i A. Chr. Westergaards drengebogsserie, der foregik i 1920'erne på Bøvling Klit. Både min far og jeg var svært glade for den. Og købmand Jørgensen, der var far til Bøvling sogns ældste, Johanne Ingwersen, var forlæg for Bøvling-købmanden i romanen. Her kan I se købmand Jørgensens butik med sildetønden i hjørnet – og Viggo Ingversens mælketankvogn (Viggo var gift med Johanne). Disse billeder og postkortet med Bøvling Gæstehjems gamle kørestald har jeg lånt af Johanne.

Der er i øvrigt en lang lige vejstrækning til Torsminde, hvor min far prøvekørte nye biler ved at presse dem op over 100! (det var før CO2-krisen og før de nuværende fartgrænser). Ellers kørte han altid pænt.

Bøvling sogns grænser er: Fjaltring mod nordvest, Ramme mod nord, Flynder mod øst og Nees mod syd.

< 2. kort>

<3. slægtstavlen>

<4. Udflugt til Øster Skadhede og Bro-kilde>

Her ku' jeg fortælle Skadhedes historie, men jeg vil hellere gi' ordet til min far. I år 2000 lavede man en udflugt til Øster Skadhede, som Jens Kristian Skovmose heldigvis optog på bånd. Billederne her er fra samme lejlighed, men før turen til Bro-kilde (Brokeel)fortalte far hjemme i haven om gården.

Min farfar hed Søren Kristensen, og han var den første der droppede sen-navnet. Han fik lavet en slægtstavle i 1942 på Personalhistorisk Institut. Den viste at Øster Skadhede var gået i arv fra far til søn siden 1664, da Peder Svendsen var ejer. Oven i købet fandt min far i Hardsyssels Årbog en Sven Pedersen, der var birkedommer og ejede gården i 1624. Efter al sandsynlighed var han far til Peder Svendsen.

Man fandt også ud af, at ejeren i Vester Skadhede i 1664 hed Jens Pedersen. Men om han var i familie med Sven Pedersen i Øster Skadhede vides ikke. Man kan gisne om, at Skadhede blev delt i to gårde omkring 1600. Bøvling havde i øvrigt – som det meste af Vestjylland – kun enkeltgårde, intet landsbyfællesskab som østpå i landet.

Min tipoldefar var Kristen Skadhede Kristensen, der levede fra 30.09.1794 – 18.06.1866.

Farfar havde et fint gammelt sølvkrus, som instituttet skulle undersøge. Det befinder i dag sig på Lemvig Museum. I 1660 tilhørte det en Jacob Andersen Trane, en forfar på Venø, som var færgemand på Oddesund mellem Thyholm og Hardsyssel (han står her th. i række 4).

Han havde den relativt fattige hedegård Øster Skadhede, men fik 4 sønner, der fik hver sin gård i Bøvling eller Ramme. De kan alle findes i folketællingen for 1870.

I følge denne boede der i Øster Skadhede: Jens på 24 år (en ung gårdejer!), Søren 18 år, Kjerstine 15 år, Ane Nielsen 57 år + 2 karle.

Øster Skadhede

Storebjerg

Fladhede

Sønder Villensgaard

Jens Kristensen Skadhede 1845-1923

Niels 1838-1924

Poul f.1848

Søren f.1851

~ Margrete ca.1837-1923

~ Ane Johanne Madsen 1837-1906

~ Anna

~ Johanne Maria f.ca.1853

Niels har fået Storebjerg gennem ægteskab med sin barnekæreste (se mere nedenfor), Poul har Fladhede i Ramme og Søren har Sønder Villensgaard (som vi også vender tilbage til).

<5. udsnit af militært passibilitetskort og tabel med de fire brødre>

Dette kortudsnit viser de fire gårde samt Volder og Rysensten. Skadhede i centrum, Fladhede helt øverst til højre, Storebjerg og Villensgård tæt ved Bøvlingbjerg.

Jens og Margrete i Øster Skadhede havde følgende børn:

Christen f.1871, der rejste til Amerika i 1893 og oplevede store op- og nedture

Anton f.1876, landmand i Nees

Jens f.1874, der giftede sig med en grundtvigianer og tog navnet Sønderskov efter Venø-grenen af slægten

Maren f.1879, gift med landmand i Hjerm

Kristian f.1881, havneingeniør i Esbjerg

Vi har et

Søren f.1884 fik gården. Igen ikke den ældste. Han blev gift med Karen Jensen f.1893.

<6. gammelt billede af Jens, Margrete og deres 6 voksne børn>

(mon ikke det er fra 1902 – 05 at dømme efter Søren - så Christen må ha' været hjemme fra Amerika).

Her er nogle1800-tals fotos af <7.Jens og Margrete, Søren og gården>. I 1915 står familien opstillet øst for gården.

Bagest: Søren (farfar), Christen, Anton, Jens og Kristian, forrest Jens, Maren og Margrethe (jo, de hed faktisk Christen og Kristian!)

<8. Niels Storebjerg og Mads Agger>

Under 1864-krigen havde Niels Storebjerg en oplevelse med en troende soldat, der forudså sin egen død og faktisk blev ramt i hovedet af en kugle og døde. Efter hjemkomsten fik Bøvling og Nees besøg af Herrnhutterne fra Christiansfeldt, der holdt såkaldte ”hellige forsamlinger” i hjemmene. Hans hustru blev først omvendt til Indre Mission, da hun blev syg efter en barnefødsel og gik med til møderne. Hun ”fik fred med Gud Nytaarsaften 1869 ved Aftenstid”. Niels holdt en tid fast i sit kortspil, men tabte lysten, da en medspiller ”lod mig høre for at min hustru var bleven hellig”.

Niels Storebjerg, som stod som nr. 3 på tavlen før <gå tilbage> blev Indre Missions høvding og skrev sine erindringer ”Niels Storebjerg. En levnedsbeskrivelse”.

I 1874 skulle sognepræst i Bøvling og Flynder sogne pastor Dreyer gå af p.g.a. alder. Han var nogle år forinden blevet presset til at ansætte en personlig kapellan, da menigheden ikke var tilfreds med hans måde at prædike på. Ved sognepræstens afgang var den unge sønderjyde Jes Anton Jessen kapellan. Han var vellidt som prædikant og folk søgte til Bøvling kirke. Folk af grundtvigsk observans ønskede, at Jes Jessen blev sognets nye præst og den gamle sognepræst kunne kun bifalde dette forslag. Måske havde man på fornemmelsen at det ikke bare ville gå af sig selv, så der blev indledt en underskriftsindsamling til fordel for ansættelsen af Jessen. 231 familiefædre, som det hed, repræsenterende lige så mange husstande, underskrev en ansøgning om, at kapellanen, Jens Anton Jessen, måtte blive udnævnt til sognepræst for Bøvling og Flynder. Fra missionsk side blev der også lavet en underskriftsindsamling, der dog kun gav 17 underskrifter. Altså et klart mindretal. Men den del af menighederne havde de bedste politiske forbindelser. Blandt missionsfolkene var der en bror til kredsens højrefolketingsmand Aaberg. I Bøvling havde man nok en anelse om at det kunne blive svært at få en grundtvigsk præst udnævnt så to gårdmænd fra sognet rejste til København og fik foretræde for kong Christian den 9. og kultusministeren og frembar på den måde sognenes ønske. Mødet med kongen blev en oplevelse for de to bønder fra Bøvling. Kongen mødte frem i generalsuniform med sabelen slæbende på gulvet. Det er sikkert ikke tilfældigt, at det lettere komiske skær over sceneriet er blevet understreget i den senere fortælling om begivenheden. Den ene af gårdmændene, Mads Agger oplæste sognenes andragende for kongen, hvorefter kongen spørger "Er denne Jessen venstremand? ( venstrefolk blev anset for at være rabiate venstreorienterede). Til det svarer Agger :"Ja det tror jeg han er". Kongen: "Hører han til de såkaldte grundtvigianere"? "Ja" svarer Agger "det er derfor vi ønsker ham som sognepræst". Christian den 9. gav sig derefter til at omtale Grundtvigs anskuelser på en måde som afslørede, at han ikke vidste hvad han talte om. Da den tale var til ende sagde Agger: "Ved Deres Majestæt i grunden hvem Grundtvig var, eller hvad han ønskede for det danske folk? Deres Majestæts ord vidner ikke derom." En ret frimodig optræden af en vestjysk bonde må man sige, og audiensen var dermed slut med kongens ord om at de to bønder kunne få nærmere besked af kultusministeren. Man kan formode at afgørelsen var truffet allerede før audiensen. Kort tid efter forelå udnævnelsen af Jakob Julius Mygind til sognepræst for Bøvling og Flynder. Han var ikke lige det missionsfolkene havde håbet på, men han var en arg modstander af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Hele denne historie og fornemmelsen af, at der var bagt politiske rævekager udløst naturligvis harme på egnen.

Bøvling-Flynder fik en grundtvigsk kapellan i 1871. På Bøvling Valgmenigheds hjemmeside er der en herlig fortælling om to jyske bønders møde med kongen (og dette er et direkte citat:)

Den harme blev forvandlet til handling. Folk tog sagen i egen hånd. Inspireret af Grundtvigs stærke og myndige tale om frihed på åndslivets område, i tiltro til at folk er duelige nok til selv at håndtere en menighed, (altså kloge nok til at vælge deres egen præst) og bære det åndelige og økonomiske ansvar for en menighed, løste mange i første omgang sognebånd til præsten i Fjaltring og arbejdede derefter for dannelsen af Bøvling Valgmenighed.”

Tilbage til Niels Storebjerg. Den lille flok på 17 missionsfolk ville altså ikke ha' en grundtvigsk præst; de skrev til ministeriet og til sidst rejste to mænd til Mols for at få Blume som ny præst, og det lykkedes. Derfor dannede grundtvigianerne, der talte mange velstående gårdmænd, en valgmenighed i 1875 og byggede deres egen kirke og skole.

Her citeret fra en hjemmeside om Bøvlingbjerg:

Som Niels Storebjerg skriver: ”... denne Strid og Adskillelse har bidraget til at Bøvling er blevet et aandeligt Midtpunkt paa Egnen”.

I 1882 opførte grundtvigianerne egnens første - og amtets største - forsamlingshus. Det indremissionske samfund, der havde sikret sig sognekirken og kommuneskolen, byggede missionshus i 1884.

Grundtvigianerne leverede mælk til Bøvling Andelsmejeri, handlede i Bøvling Brugsforening, ordnede bankforretninger i den lokale filial af Lemvig Folkebank og stemte på Venstre. De unge gik til gymnastik og folkedans. Missionsfolkene fik oprettet et søndagshvilende mejeri i Brandborg, de handlede i Brandborg Brugs eller hos købmanden i Bøvling, brugte Bøvling Sparekasse og stemte på Højre. De indremissionske unge gik til møder i Ynglinge- og Pigeforening.”

Selv idrætten blev opdelt i Bøvling KFUM og Bøvling Idrætsforening. Det varmanufakturhandler Charles Jensen, der stiftede KFUM og K – vistnok sammen med far og min onkel Herlufs fætter, Hartvig på Vester Rysensten.

Indre Mission var ikke kun mørkemænd og bibelmøder. Som også Hans Kirk skrev i Fiskerne: man lærte at stå frem og sige, hvad man mente, og at slås for det.

Også tankevækkende, at Herrnhutterne fra Christiansfeldt var så tæt forbundet med Indre Mission. Det ku' Anders Agger fortælle fornylig i en tv-udsendelse fra Christiansfeldt.

Der var også plads til munterhed. Min mor fortæller, hvordan hun og Hartvig lavede en sketch i Missionshuset, hvor den store bager Bendix grinede, så tårerne trillede. Han havde osse en jagthund, der fik lov at ligge ovenpå melsækken i et hjørne af bageriet.

Hans far boede ved Julsø, hvor vi aflagde et mindeværdigt besøg. Enkemand i en høj alder og yderst fantasifuld. Forat kunne se fjernsyn i sengen blev det installeret over hovedgærdet så han ku' nå knapperne (dengang havdeman ingen fjernbetjening) og ved hjælp af to spejle fik han så et retvendt billede at se på!

I 1926 blev den sidste hede på gården opdyrket. Det var hårdt arbejde, selv om man brugte en tidlig udgave af en traktor med store jernhjul, lidt som larvefødder.

Farfar købte i 1942 sammen med broderen Kristian <gå tilbage til billedet> – den næstyngste, der blev havneingeniør i Esbjerg - hedejord fra Volder på den anden side af bækken, der skilte Bøvling sogn fra Ramme. Midt i fyrrerne blev heden opdyrket med hjælp fra Hedeselskabet. Med køb fra Rysensten af den sandede Vestermark havde gården en pæn størrelse, 100 tønder land, men rigtignok mager jord. 1838 brændte udbygningerne og den nye gård blev klassisk smuk og mere rummelig med røde mursten og rødt tegltag.

<9. Dræningskort fra 1930 samt Kristian og Alexandra>

Kristian blev for øvrigt havneingeniør i Esbjerg og Thyborøn. Han var gift med Alexandra, kongelig porcelænsmaler. Flere af hendes tegninger og akvareller fra Skadhede er bevaret i Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv. Han besøgte os hver sommer og fortalte hver gang Kiplingshistorie om, da elefanten fik sin snabel – meget dramatisk: til sidst hev han den yngste af os i næsen! De sidste år som enkemand boede han hos Faster Lis og Herluf i præstegården i Alslev sammen med Alexandras søster Elin (folk i sognet kaldte det De gamles Hjem).

<10. + 11. Familien i Amerika og Jens i Smørpøth>

Fars farbror Christen rejste altså til Amerika. Omkring 2002 fik mor og far besøg af en efterkommer, Karen Stivers, og de begyndte at skrive sammen med hendes familie. Næsten samtidig lånte far en lang og spændende samling breve af fætter Bjarne, der igen havde dem fra farbror Anton i Nees <gå tilbage til billedet>, der igen havde dem fra Jens i Smørpøth. Både Christen og Jens rejste i 1893 til Amerika, men Jens rejste hurtigt hjem igen, da han var forelsket i Kirstine.

<Da Christen var mejeribestyrer, avisudklip om ”The big Christensen Case” mm.>

Christen klarede sig godt i starten, stiftede et mejeri og førte retssag (”The big Christensen Case”) i 1916 for en fattig landmand. Men naturkatastrofer og tredivernes krise knækkede ham. Jens sendte et par gange penge til ham.

Jens giftede sig til gården Smørpøth. Hans kone Kirstine var grundtvigianer, så det blev Jens også nødt til at blive. Samtidig tog han navnet Sønderskov efter Venø-grenen af slægten. Blandt hans efterladte breve er en kladde til hans anmodning til provstiet om at ”løse Sognebaand”.

<12. Jens og Kirstine samt kladde til Jens' anmodning til provstiet om at løse Sognebaand>

Christen og Jens skrev sammen lige til Christens død i 1945. Det sidste er fra 1941, sendt til det besatte Danmark - med værnemagtens censur-stempel på. Enken Anna skrev på engelsk om hans død i et brev til Jens, som nogen har oversat til dansk.

Blandt de mange breve var også mange andre sendt mellem de mange forskellige familiemedlemmer og venner. Anton skrev yderst vittigt over tre sider til sin bror samt Vester Skadhedes Jens Peter:

Til
De to kloge og vigtige Herrer:
J. Sønderskov og J.P. Nielsen
Elever på Vestbirk Højskole...”

og så løst og fast om sladder fra sognet.

På Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv (hvor mange billeder i øvrigt stammer fra) har man et morsomt billede fra 1924, hvor Jens står i haven og klipper håret på sin nevø, min far, mens farmor så på. Desværre er centrum af billedet overbelyst.

Jens og Kirstine fik tre sønner, der aldrig blev gift. De blev inviteret hjem i Skadhede hvert år til jul. De var utroligt forskellige: den ældste, magre og stilfærdige Kristian passede dyrene, Harald marken, mens den mest muntre, Jens var den huslige.

Sammen med de gamle breve lånte far også en lang række fotografier.

<13.> Her er en række, dels fra Smørpøth, dels fra Amerika.

<14. Pe' Sem, Anna og Tut>

Pe' Sem (Peder Nielsen), der levede fra 1896 til 1981, var vores nabo. Han havde kørt med mælk på hestevogn til Brandborg mejeri og var dygtig til at lave stensætninger.

Endvidere var han fast hjælp i høsten, da den foregik med selvbinder – han lagde de høje kornstakke. At den lille, ældre mand kom ned fra dem igen, var noget af en bedrift: forke blev sat ind i siden af stakken som trædesten og så hoppede man til sidst ned i vognen.

Til den efterfølgende høstfest (en fest der ku' måle sig med juleaften) holdt han hver gang tale: ”det var en tradiation” med tryk på a.

Til sognets fester var han meget tit skaffer, som gik rundt med indbydelse til folk, holdt styr på drikkevarerne og talerne (det man nu kalder toastmaster), og i Søndagsskolen var han yderst populær, når han slog takt til ”Kristi stridsmænd”. Hans tro var så fast, at han godt kunne sørge for vin til festerne, selv om han aldrig selv rørte spiritus.

Hans kone Anna var menneskesky, men venligheden selv. Når vi børn var omme i et ærinde, fik vi en gul citronvand til deling plus en småkage. De boede i et gammelt, men hyggeligt hus. Nok ikke så nemt at holde rent, for Anna gik tit og mumlede ”spindelvæv å gammel hu's, spindelvæv å gammel hu's”. Datteren Marie, Tut, var ugift og passede forældrene til det sidste, men så chokerede hun hele sognet ved at rejse til Esbjerg og hente en fisker, hun havde mødt som ung og som hun nu giftede sig med. De mage billeder i arkivet må stamme fra Tut.

<15. Vester Skadhede og Pugpøt, CC og Møller>

Pugpøt med Aage Pinholt og Vester Skadhede med Esther og Folke Nielsen var naboerne mod vest, mens Ilvad, der var ejet af Viggo Ovesen, lå mellem Østergård og Øster Skadhede.

Esther og Folke i Vester Skadhede var utroligt dygtige og aktive på alle måder, Esther med gymnastik oma., Folke i sogneråd og foreninger (mere om Folke nedenfor). Da de solgte gården til Ove og Rikke Sørensen, fik gården igen en dygtig og driftig landmand, der købte Pugpøt og flere andre nabogårde. Han fik far til at drømme om en sammenslutning af Vester og Øster Skadhede – frem for at fremmede skulle ha' slægtsgården. Far lod Ove leje jord og bygninger og knoklede på traktoren for ham i flere år. Da han og Ove blev enige om en handel med Vestermarken til en alt for lav hektarpris, blev Ove isoleret i sognet; noget som har voldt både mor og far megen sorg.

CC (Christian Christensen) var skolens pedel og samtidig den, der skrev om sognets nyheder i avisen og var med i revy, FDF mmm. Hans søn, Hans Jørgen gik jeg i klasse med. Han blev murer og entreprenør og han og Mona blev gode venner med mine forældre og en stor hjælp for far, når storm havde ødelagt taget eller privatvejen skulle ryddes for sne. Til gengæld husede far hans kvæg i den tomme kviestald. Nu har hans søn, Kristian, købt gården minus en stor del af jorden.

Også Karl Christian Møller var min skolekammerat. Han gik på jagt med min far og min bror og blev bankmand i Vestjysk Bank, som far havde haft et bijob i. Han og Inger Margrethe blev ligeledes nære venner og en støtte for mor, da hun blev alene.

<16. Møllen og Østergård>

Naboen næst efter Pe' Sem på Fårevejen var møllen. Bygget under navnet ”Ny mølle” af min oldefar Jens i 1886. I 1940 blev den overtaget af Frida og Anders Mumm. Anders døde i 1958, Frida i 1973. Deres søn Henrik var i flere år tredjekarl i Skadhede.

Østergård lå som Øster og Vester Skadhede et stykke fra Fårevejen. Allerede i oldefars tid blev der knyttet nære bånd, idet Cenius Madsen (født 1885) kom til Øster Skadhede som adoptivbarn (han var et år yngre end Søren). Han giftede sig med Agnes, en datter af Poul Poulsen Østergaard, og de drev Østergaard indtil 1936, da de solgte til Peder og Karen Tang. Far har fortalt, at Cenius og Søren var alene hjemme en aften. De undrede sig da over en usædvanlig smuk solnedgang i øst lige bag Østergård! – før de ku' se, det brændte!

Både Karen og Peder Tang var på Tommerup Højskole og mødte der min mors familie. Da morfar på Pindstofte i Tommerup i 1938 manglede en fodermester, spurgte han Peder, og han foreslog min far, dengang 18 og allerede ude at tjene i Vejrum. Min morbror har breve mellem husbonden i Vejrum og morfar.

Da far med toget ankom til Knarreborg station i Tommerup, spurgte han om vej. Han fik at vide han skulle gå vestpå; så var det efter ”den fjerde mølle” (fynboen havde nu sagt Stenbjerge Mølle), men far spurgte heldigvis igen, da han var fremme ved Pindstofte.

Mor var kun ti dengang, men heldigvis holdt de to familier kontakt. Far kom på landbrugsskole og mor ud at tjene og på højskole. I 1948 fik mor plads hos Karen og Peder og hun og far blev først forlovet (i 2 år!) og så gift i 1950. Gennem hele min barndom snakkede mor og Karen dagligt i telefon. Og da far døde og mor flyttede i lejlighed fik hun Karen som nabo indtil Karen døde som 100-årig i 2015.

Vi børn havde hver anden dag ærinde på Østergård, bl.a. for at låne af hinanden. Så skulle der leges med Lego – det var de gamle klodser uden knopper - og jeg elskede Karens tykke rugbrødsskorper, der gemtes i en skuffe til den ugentlige øllebrød.

De fem Tang-brødre var sognets bedste til fodbold, og sikrede at Bøvling KFUM kom i serie 3 og i finalen i KFUMs pokalturnering, hvor de tabte til Kibæk.

<17. Krogshede, Farmor og Farfar >

Farmor, Karen, var fra Vester Krogshede, hvor hendes bror overtog gården, der siden overgik til sønnen Peder. Dennes søster Johanne blev gift med Bendix, bageren. Jeg gik i klasse med Kirsten, datter af Peder og Ellen. Hun døde tragisk af kræft, da hun var 17. Aldrig har jeg set så mange blomster på vejen fra Bøvlingbjerg de to km ned til kirken, en meget smuk skik på landet ved begravelser.

Farmor var en meget myndig og selvstændig kvinde. Tidligt enke, da farfar døde i 1949 før far og mor var gift. Hun flyttede over til den yngste søn, Peder, i København, senere ind hos den næstyngste, Lis, og Herluf, da han blev præst i Alslev. Endelig hjem til Øster Skadhede for til sidst at bygge hus på Bøvlingbjerg. Her gik min fætter Ib og jeg og mine søskende på skift ned i spisefrikvarteret for at spise – med den bagtanke, at så fik hun selv lavet varm mad.

Da Mor fyldte 80, flottede far sig og holdt festen på <19. Nørre Vosborg>. Som I kan se, var de stadige forelskede. Da de fejrede guldbryllup røbede de, at de lå og holdt hinanden i hånden, mens naboerne sang morgensang for dem. Ja, det gjorde de vist hver morgen.

<19. Tyske kanonstillinger 1940-45 mm.>

Efter mors død fik jeg flere spændende papirer, bl.a. disse tre. De Tyske kanon- og hestestillinger på Øster Skadhede 1940-45 har far tegnet.

Min Far, Peder Tang og Folke Nielsen i sognerådet
Min Far blev medlem af Bøvling Sogneråd en gang i 50'erne sammen med de to naboer, Peder Tang og Folke Nielsen. Man havde i det gamle sogneråd et forbilledligt samarbejde mellem missionsfolk og grundtvigianere (de var som regel lige mange) og så en enlig socialdemokrat, idet man delte sol og vind lige uden de store sværdslag. Et fint eksempel på dansk demokrati på lokalplan.

Allerede omkring 1960 blev kommunalreformen i 1970 planlagt – ikke det hastværk,som Lars Løkke desværre senere præsterede. I Bøvling, Flynder, Møborg og Nees håbede man at kunne komme en stor sammenlægning med Lemvig i forkøbet ved at danne Tangsø i 1962, men forgæves.

Ved valget til Lemvig Byråd i 1970 stillede Far op for Venstre. Vi har et papir, som åbenlyst er et interview skrevet af en ansat i Venstre. Far har så i hånden korrigeret, så det er blevet til et talepapir. Bl.a. kan man se, at far ikke syntes, Tangsø skulle ha' for store udgiftskrævende forslag igennem. Præcis som i Bøvling Sogneråd. I øvrigt var en purung Christian Kjær også opstillet på Venstres liste.

Aggers, Bjørnkjærs og Mandrups
Far var med i skolekommisionen og mor og far fik et nært venskab med lærerparrene Aggers, Bjørnkjærs, Kjærs og Buchs. Samtidig var Frede Agger min højtelskede dansk- og matematiklærer og sønnen Lars blev min bror Peders skolekammerat og nære ven.

Da den yngste søn, Anders, var kommet ind ved DR, fik han den ide at lave et program om mor og far og slægtsgården, der ikke ville blive videreført. Et par år efter besøgte han igen gården og lavede et indslag til Søndagsavisen.

For nylig kontaktede jeg Kristen Bjørnkjær (journalist på Information), fordi han var nevø til Aksel Bjørnkjær. Han kendte selvfølgelig ikke mine forældre, men var glad for oplysningen og fortalte i øvrigt, at Aksel havde bekostet et familiegravsted.

Andre venner var Pastor Mandrup-familien. Da jeg i Århus havde brug for hjælp,var det sønnen Lars i Risskov, jeg besøgte.

Endelig var Johanne Ingwersen, som jeg nævnte i starten, sammen med datteren Hanne nære venner. Far fik en lykkelig død, ikke mindst fordi Hanne var på besøg den sidste dag.

Hanne er blot én af de mange karle og piger, der forblev gode venner med far og mor

Far kunne ikke forlade gården, han var født på – han døde der i 2012, 92 år gammel.

< 20.

Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv

Bøvling Friskole havde gennem mange år haft et arkiv, hvor man ud over skolens egne interesse områder også varetog Bøvling Valgmenigheds arkivalier og billeder. Lærer Margrethe La Cour var den store drivkraft i arbejdet som også kom til at omfatte Gymnastik Idræt og Ungdomsforeningerne tillige med Bøvling Forsamlingshus.
En gruppe gik sammen for at drøfte muligheden for at lave et arkiv som dækkede hele sognet. De er her forsamlet til møde.

Fra venstre Margrethe La Cour, tdl. Friskolelærer - Anne Marie Bech Poulsen, Kølhede – Folke Nielsen, V. Skadhede – Tove Math, Langå, født Kirkegaard, Bøvling – Knud Jørgensen, leder af Bøvling Friskole – Jens Skadhede, Ø. Skadhede - Johanne Rasmussen, enke efter Bager Rasmussen Bøvlingbjerg.
Resultatet blev, at Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv holdt stiftende generalforsamling i 1997.”

< 21. ”A hower godt mi bette ti” >

I 1989 tog en tidligere Bøvlingbo, Tove Math, initiativ til en bog om gamle dage i Bøvling, og det kom der meget spændende beskrivelser ud af. Far fik et nært samarbejde med Tove. Hun fortæller i øvrigt, at da hendes søn kom hjem fra et besøg i Missionshuset i Langå, fortalte han, at deres navn stod på et billede. Hvordan det? - Jo, der er et broderet billede, hvor der står ”Math. 3.16”.

Bøvling i dag

Margrethe La Cour, Tove Math, Folke Nielsen, Hans Skovmose, min far og mange andre fandt ud af at arbejde sammen og som man kan se, eksisterer opdelingen af Bøvling ikke længere. Et andet lille eksempel: mor går nu også i Valgmenighedskirken, der ligger lige bag hendes nye hjem.

En sidste historie: tidligere udenrigsminister, Kristian Jensen, er fra Bøvling. Da han var dreng, kom han sammen med et par andre knægte ind hos mine forældre – uden vanter på, så han skulle blive og få varmen.

Fars historier
Far ku' mange historier, som min kone Ingrid heldigvis har skrevet ned. Én af dem handler om en af vores karle, hvis kæreste arbejdede på plejehjemmet. Denne karl var den første med bil, en "Brækket Negl" (folkevogn) og den havde fået et rum ved siden af hønsehuset. En dag mødte far én af plejehjemmets beboere som sagde. "A ka' forstoe te do æ' ka hol de folk hjemm', men de høns ka do finkme da hol hjemm". - Karlen var kommet kørende op til plejehjemmet med en forskrækket og paralyseret høne der krampagtigt holdt fast i kofangeren og først havde mod til at hoppe af da karlen og den nåede plejehjemmet. - Efter sigende endte den sine dage i suppegryden efter at de gamle havde hygget sig med den.

En anden om ”æ gammel dræjner”:

Videre fortalte han om familien, at dræneren havde været ude at dræne og da han kom hjem sagde han til sin kone at hun skulle tage en spand og gå ud hvor han havde arbejdet på Volder mark, og hente de mange ål han havde fundet i en rede og slået ihjel.

"Da a war bår lo dæ ue' westerue' en bitte hus mit i æ hee å lyng. Dæ bo'e en gammel dræjner å hans ko'n. De' må ha' wat i æ begynnels a sist o'hunne. A ka knap howe' dem – a hå æ't væt ret gammel. A hå fåt æ historri forta'l: Wa'r oer fik di skiwt æ halm i djæ sæng'. Jæn oer fan de en hel familli a howorm dæ håj læjn i æ halm unner dem”.

Det viste sig dog ikke at være ål, men hugorme.

En anden historie er om vores nabo Pe' Sem, der holdt meget af sin dejlige grå kat. Hver dag ved middagstid hoppede den op i skødet til ham og fik mad og blev kælet for.

En dag da Pe' Sem var på vej over til min farfar, så han at hans gråmis lå på vejen og var kørt over og dræbt. Han blev selvfølgelig meget ked af det og tog på tilbagevejen sin døde mis med hjem og begravede den i haven.

Den næste dag, da han om middagen sad og spiste, kom hans gråmis og hoppede op på hans skød som den plejede.

Evald Eriksens slægt <22. Fåre Mølle>

For nylig fik jeg en spændende båndoptagelse fra min faster Lis. Den er optaget hjemme i Skadhede i 1987 lige før farmors 85-års-dag. Her snakker far og farmor om faster Maren og Hans i Hjerm og Hans' 4 søskende: Johan i Faaregaard, Hartvig i Faaremølle, Knud i Mølgaard og Marie i Sønder Villensgaard, som jeg nævnte tidligere – og farmor fortæller der er mange flere børn, mindst 12, men hun kender ikke de øvrige. Far siger at nogen bor i Kibæk og Assing. Ved hjælp af en hjemmeside, www.jensenj.dk, der igen bruger folketællinger for 1890 og 1901, fandt jeg bl.a. alle 15 børn samt de spændende sammenfald mellem Skadhede- og Eriksen-slægten.

Ved en opdæmning af Fåre Mølleå skabtes for flere hundrede år siden en mølledam, som frem til omkring 1930 gav drivkraften til Fåre Mølle.

I 1835 fødes Christen Faare Hartvigsen på Faaregaard. Det er ham farmor nævner med de ”manne bar”. Én hedder pudsigt nok Christen Skadhede Hartvigsen, en anden, Johanne, blev kone i Sønder Villensgaard (se ovenfor), en tredje er Hans, som blev gift med fars faster Maren, så allerede der er der flere sammenhænge.

I 1899 overtager ovennævnte Hartvig Hartvigsen (1874-1930) møllen. Blandt hans otte børn er Ane Kirstine, der giftede sig med Evald Eriksen, som havde Vester Flyndergaard og var far til min onkel Herluf, der giftede sig med min faster Lis. En anden er (Karen) Marie, der giftede sig med (Jens) Martinus Andersen, proprietær på Vester Rysensten.

Der går mange gode historier om Herluf og hans brødre. De var ni og ku' stille et fodboldhold sammen med to fætre. De udfordrede resten af Flynder sogn til kamp og vandt! Det var deres far, Evald, ikke helt glad for. Han sad nemlig i sognerådet og resten af sognet så lidt skævt til disse (måske lidt for) selvtilfredse knægte – lidt jantelov var der sikkert også.

De spillede også mod Bøvling, men der tabte de som regel. En gang havde de dog vundet og bagefter samledes alle de unge fra begge hold hjemme på Øster Skadhede (om de havde spillet i en ko-fenne ved jeg ikke, men det er nok sandsynligt), Flynder-boerne i én stue og Bøvling-folkene i en anden, og humøret var højt i Flynder-lejren. Så stillede far sig i døråbningen mellem de to stuer og sagde tørt ”A ve, at æ Bøvling-folk ka' tåål og ta'w – men ka' æ Flynder-folk nu osse tåål og winn?”

Herluf havde som ung taget sin ven Erik Aalbæk-Jensen med ud på Vester Rysensten for at besøge hans moster og onkel, Marie og Martinus. Aalbæk var meget spændt på om det nu også var rigtigt, hvad Herluf havde fortalt om Martinus' måde at fremsige Fadervor på, og Martinus skuffede ikke. ”FaderVOR, du som er i HIMlene..” med tryk på 'vor' og 'him'. Samme Martinus var en både from og yderst praktisk mand. Midt under afliringen af Fadervor efter middagen, kom han i tanker om soen der var ved at fare og skulle lige høre hvordan det nu gik med den – eller karlen skulle lige ha' besked om eftermiddagens gøremål.

Vigga og Christoffer Bros mor, Anna, er fra Halegaard og hendes far var fætter til farfar.

Petrea Anneberg var ugift organist. Som regel nede hos os i julen. Larmende munter. Hans Jacob blev kaldt Prins Pilfinger efter en tegneseriefigur. Ifølge mor var hun søster til forstander Sandbæk på Tommerup Højskole.

<23. Godballe>

Googler man Jens Nielsen Godballe, finder man en guldgrube af oplysninger. Blandt meget andet web-siden www.fam-godballe.dk. Han var en pioner inden for andelsbevægelsen blandt meget andet. Richard Karlsmose har skrevet den spændende ”Slægten fra Godballe”.

Der er indviklede forgreninger til Skadhede, Faaregaard og Eriksen, bl.a. er Jens Nielsens mormor fra Vester Flyndergaard og

en Else Lauridsdatter Skadhede blev gift med en Jens Nielsen Goballe i 1772.

Erling på Annasminde i Eriknauer

Jens Nielsen og Katrine blev forældre til:

Jørgen, agronom i Knebel

Folke i Vester Skadhede, gift med Esther

Asger overtog Godballe

Tage på Solhøj i Ramme

Esther, gift Ledgaard, Gl. Sogn på Holmsland

Lige et par historier fra bogen:

Niels Peder Jensen var sognefoged for Ramme sogn. Han var tillige stævningsmand. At han også var en lun fyr, vidner følgende historie om: Når Niels Peder var ude at forkynde stævninger, havde han gerne sin gode ven Peder Munk, Rammehave , med som vidne. De blev næsten al tid gæstfrit modtaget, hvor de kom. på folkestuebordet stod gerne både ølkrus og brændevinsflaske, og de blev så budt på en tår øl og en dram.

Engang de nærmede sig en bestemt gård, sagde P. Munk: "Her for vi ingen dram, for de folk er så nyww !" - "Jow, jow", sagde Niels Peder Sognefoged, "vi ska nok fo en dram, for vi ett jen, så for vi tow!" "Nej, det vil a godt vædde o, vi ett for", sagde P. Munk. Da de havde siddet derinde lidt, så det faktisk ud til, at P. Munk skulle få ret. Flasken stod på bordet, men ingen bød dem noget. så sagde Niels Peder: "Ska vi ha en dram i daw, så ska det vær snår, men ska vi ha tow, så ska de vær smo !" - så var gårdmanden jo nødt til at ryste op med et par snapse ! ”

Katrines evne til at modtage og beværte de mange gæster, foreninger o.l., som meget ofte kom til Godballe var legendarisk. Herom fortælles: "Jens Nielsen var på jagt i skoven sammen med nogle jagtkammerater, og da det hen på eftermiddagen var ved at blive mørkt, sagde han: "Nu skal I værs'go allesammen følge med til Godballe, så finder Katrine nok noget til os ! " Katrine gik derhjemme og anede intet, men pludselig holdt der to-tre biler ude på gårdspladsen, og gæsterne myldrede ind. Da Katrine havde hilst på gæsterne og budt dem velkommen, gik hun ud i køkkenettil tjenestepigen Hilda. "Nå, bette Hilda", sagde Katrine, "hwa ska vi så no? Vi hår jo ett så fåle møj å by o - hm, hm, hm - Jow, vi" har jo det hvidkålssuppe, vi levnede i middags, det kan du komme noget jævning på, og så kan du finde nogle af de gode ben, vi fik af, - så kan det vist godt gå an". "

Viggos tankbil
Viggos tankbil
Slægtstavlen
Slægtstavlen
Far står 'ovre i æ kjar' og  fortæller.
Far står 'ovre i æ kjar' og fortæller.
Udsnit
Udsnit
Rysensten, Volder, Skadhede, Fladhede, Storebjerg og Sønder Villensgaaard
Øster Skadhede 1915
Øster Skadhede 1915
Øster Skadhede 1957
Øster Skadhede 1957
Jens i Smørpøth klipper nevøen
Jens i Smørpøth klipper nevøen
Søren Skadhede hos smeden
Søren Skadhede hos smeden

>