Her i Coronaens kvælende skygge sker der ikke meget. Jeg holder ekstra pause i Røde Kors-butikken, men vi går mange ture, læser en masse og skriver lidt. Plus laver et bilede inspireret af tre kortsynede ledere, der er næsten lige så kortsynede mht. Corona-pandemien.

Vi (Hakon, Mogens fra Ådalen (http://www.forlagetaadalen.dk) og jeg) afholdt pressemøde om bogen 'Bøvling Len og Hardsyssel', der er udgivet af Ådalen, på Rysensten den 5.12.2017. Det var 100 år og 5 dage efter Anders Rahbeks overtagelse af stedet, som sønnen Hakon fortalte. Bogen rummer bl.a. erindringer af Hakon Rahbek og Peder Brogaard Andersen, to halvfætre fra hhv. Rysensten og Vester Rysensten - foruden stof om Hardsyssel.

Samtidig er bogen 'Skadhedeslægten og Bøvling' kommet i en ny og udvidet version, samtidig med, at jeg hjælper Marianne Kastrup og Jørgen Aagaard med at samle et festskrift i anledning af vores gamle instituts 50 års jubilæum.

Endelig er tredje erindringsbind, 'Fra Hardsyssel til Horsens' på vej. Den er illustreret med en del gamle plakater foruden egne fotos. Forordet og et uddrag fra starten kan ses nedenfor.

Forord

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

K. E. Løgstrup

Denne bog er tilegnet min kone, Ingrid, som har inspireret mig meget, samt til Jørgen Aagaard, en nær ven der særdeles fortjent omsider blev professor, både i Aalborg og Århus, og til Joan Nisted og Dina Elsenoussy, der var en stor hjælp, da jeg blev fyret for anden gang.

Martin A. Hansen skrev novellen ’Dobbeltportræt i karvskaaren Ramme’ i 1948, og titlen har ligget i baghovedet og er nu blevet inspiration til et portræt af mineforældre, af fars retfærdighedssans og mors store omhu for andre; ingen af dem kunne slå på os børn (det gjorde vore lærere i øvrigt heller ikke). Heri ligner det Ingrids portræt af sine forældre i  ’Erindringsglimt’.

Bogen er blandt andet en fortælling om veloverstået mani og stress og dårligt arbejdsmiljø. Det er ikke nogen ’synd for-historie’, men en historie om en fagforenings betydning, nemlig HK. Den fortæller om et banebrydende forskningsinstitut i Århus, Institut for psykiatrisk demografi, som regionen til sidst fik kvalt, da man glemte forskningen til fordel for behandlerne, og om to vidt forskellige professorer, Munk-Jørgensen og nævnte Aagaard, der har betydet meget for mig på hver sin måde – ikke mindst har de lært mig at skrive.
Endvidere handler den om min opvækst i Hardsyssel, dvs. i Ringkøbing amt, om en tid lykkeligt fri for Google, Twitter og Facebook – og fri for anglicismer, men også om et hektisk liv med stress og udbrændthed - og med oaser af skønne ferier med rejser og sommerhus-ophold. Dengang i 70’erne var sloganet 'Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur - hvem siger muren holder?’ og vi demonstrerede mod atomkraft og EF, Kløvedalerne boede i Maos Lyst, Troels Trier optrådte med Clausen og Petersen og Uffe Elbek var kaospilot i Århus.

Poul Videbech og ”Terminalrum – Mors”

Poul Videbech, der nu er professor i psykiatri og har patient-rådgivning på egen webside, var den første, jeg mødte, da jeg startede i et barselsvikariat på Institut for psykiatrisk demografi i 1974. Poul gik i 2. g og sad og lavede FORTRAN-programmer for sin far Thomas, der var 1. reservelæge – ud fra eksempler i en gammel statistik-bog - Biometry af Sokal and Rohlf. 21 forskellige programmer - jeg kaldte dem for CA01 - CA21 – senere gik det op for mig at C stod for Comment og A for Appendiks. Ud over Dupont og de to Videbech'er bestod instituttet af Hans Adserballe, Anita Weeke, Pauli Kyneb, Alice Bernsen og snart kom Marianne Kastrup og Jørgen Achton Nielsen til.

Poul lærte mig at programmere til forskningsbrug og at bruge SPSS. Det var via terminalforbindelse til universitetet. Ole Mors fik på et tidspunkt rummet, hvor der havde stået terminaler, som kontor – så stod der på to skilte som vist. (Mors er latin for død og terminal for afsluttende, meget passende, for terminalerne døde hurtigt ud, da vi fik pc'er).

Enigma-maskine

Enigma-maskinen og Stalin-orglet

Vi havde to terminaler. Den gamle mindede om en lidt moderniseret udgave af tyskernes Enigma-maskine fra Anden Verdenskrig - med hulstrimmel og papir i lepporello-baner af bredde som A4, hvor hele dialogen blev udskrevet fortløbende. Én skrifttype: Courier 10 punkt, 80 tegn per linie. Der var mest rift om den nyere der havde en skærm plus en printer med varmefølsomt papir, der blev næsten sort i solen.

Terminalerne havde forbindelse til RECAU, det Regionale EDB-Center ved Århus Universitet, og instituttet – og universitet - var pionerer. På RECAU stod udstillet en af de første danske datamater, en GIER (den første, DASK, var fra 1957).

Data (både input til registeret og forskningsdata) blev indtastet på hulkort af Yelva Timm og Lise Thelin på det såkaldte stalin-orgel, et stort larmende monstrum af en hullemaskine. Hulkortene blev hentet og printet output på lepporello-baner (af enormt omfang - i bredden og i antal sider) blev bragt ud i RECAUs bil af Erik, en fast chauffør, som blev en trofast støtte: han blev ganske hyppigt overtalt til at bringe output ud, selv om man havde overskredet tidsfristen.

Bodil Kaldau havde efter sigende i øvrigt - før jeg begyndte - indtastet data, hvor hver case fyldte to hulkort. Da hun tabte kortene, lærte hun at sætte løbenummer og kortart på hvert hulkort, så de kunne sorteres på plads efter de var læst ind.